SkitseoplægDette projekt er resultat af ønsket om at forynge Jebjerg-Lyby Hallen. Se Idekatalog til foryngelse af Jebjerg.
Dette projekt omhandler en udbygning/ombygning af den eksisterende Jebjerg-Lyby hal. Det har været ønsket fra arbejdsgruppens side at skabe et nyt og anderledes center som i højere grad tilpasser sig nutidens samfund og sportskultur. Vi har alle en travl hverdag, og vi ønsker alle at vore aktiviteter og arbejdsliv er indrettet så fleksibelt som muligt. Dette projekt søger at tilpasse sig denne samfundsudvikling. Samtidig vil man gerne "opgradere" de eksisterende faciliteter så man rammer et bredere publikum end man gør i dag.
Centret opbygges over den eks. hal, og det er tanken, at disse faciliteter renoveres og integreres som en aktiv del af centret. Det skulle gerne være et center som benyttes på stort set alle tider af døgnet, og gerne i et alderspekter fra 1-99 år. Juniorklubben er ligeledes placeret her. Lokalcentertanken spiller også ind, hvor man efter kommunesammenlægningen ønsker at skabe et stærkt center i oplandszonen.
Ankomsten til centret sker via en ny hovedindgang direkte fra den udvidede p-plads. Man ankommer til hjertet i centret, hvor caféen og samlingslokalet også fungerer som fordelingsareal. Hertil knytter sig nye køkkenfaciliteter, toiletter og garderobe. Fra caféen er der et fint kik til udearealerne og dermed de fleste udeaktiviteter - som ligeledes kan nydes fra de nyetablerede terrassearealer. Til caféen knytter sig en multibane med en kunstgræsbelægning som man kan anvende til forskellige typer for boldspil - softball - petanque - boccia og minifodbold. Via nogle store glasskydepartier kan man åbne op fra denne bane til et tilsvarende udeliggende areal. Omkring og i den eks. hal placeres ligeledes golfsimulator samt fittness, med diverse træningsredskaber. Disse aktiviteter, etableres i mere eller mindre åbne forbindelser til sportsområdet, således aktivitet "på tværs" opnåes.
En rotunde indlægges med henblik på at opnå en mini-multihalfunktion, blot giver den fysiske form en stærkere og mere fantasifuld basis for kreativ idræt - teater og meget andet. Rummet udformes med nogle aktivitetslommer omkring som rummer relaterede redskaber til de forskellige akitiviteter, såsom skummoduler til motoriktræning, redskaber til senioridræt, yoga, pilates etc. Derudover rummer den scenefunktionen i centret, hvor man kan benytte hallen både som indendørs- og udendørs scene samt som scene fra den store hal. I forslaget er scenen hævet 3 trin for at skabe en niveauforskel til den nye hal som sceneareal. |
Undermenuer |
